(fra forordet af bogen “Du vandt mit hjerte”)
Begyndelsen
Jeg begyndte “helt tilfældigt” at spille guitar i mit første år på gymnasiet. En ven fra klassen købte en guitar og begyndte at spille på den – og jeg købte kort efter præcis den samme guitar. Jeg havde ikke lyst til at gå til guitar-undervisning af forskellige grunde, så jeg måtte i stedet lære det hele selv. Således begyndte jeg ganske enkelt at spille forskellige sanges melodier; først på en streng og
hen ad vejen også på to og tre strenge.
Min far bemærkede på et tidspunkt, at jeg lige så godt kunne spille på en stor tændstikæske med en elastik omkring den, hvis jeg alligevel ikke ville bruge mere end en eller to strenge. Men det gjorde mig ikke noget. Jeg fortsatte med at spille på min helt egen måde.
Det varede ikke længe, før jeg havde skrevet mine første sange. Det var simple sange, hvor jeg udelukkende spillede selve melodien som enkelte toner på guitarens nederste strenge. Almindelige akkorder var på dette tidspunkt ikke en del af min musikverden. Men på trods af mine store mangler, så antændte denne spæde begyndelse alligevel en masse drømme i mit hjerte.
Jeg drømte om, at jeg i fremtiden ville komme til at skrive sange for kendte sangere og selv blive en anerkendt sangskriver. Og måske kunne jeg også selv komme til at lave CD’er. Da jeg nogle år senere var uden arbejde et par måneder, afsatte jeg i denne periode fire timer om dagen til at spille guitar. For jeg ønskede virkelig at forfølge denne drøm.
Indhentet af virkeligheden
Men det varede ikke længe, før jeg langsomt, men sikkert, blev indhentet og overhalet af det, som jeg følte var sandheden om mig og mine evner. “Peter, du synger ikke godt nok til nogensinde at udgive en CD. Og dit guitarspil er så rodet og urytmisk, at det ganske enkelt er svært for andre at spille dine sange.”
Jeg vendte i stedet mit guitarspil, min sangskrivning og mit fokus mod lovsangen. Det medførte en masse personlige velsignelser i mine andagtstider, men jeg blev aldrig god til at lede andre i lovsang. Hver gang, jeg prøvede på det, blev resultatet forbavsende dårligt.
Fx var der engang, hvor min daværende præst pludselig stod uden lovsangsleder til et seminar i kirken. De almindelige lovsangsledere var til et seminar i en nærliggende by med Darlene Zschech fra Hillsongs. Han havde hørt mig spille lidt på guitar på en lederweekend, og han tænkte, at jeg sikkert også kunne lede lovsang.
Jeg sagde “ja” – for at hjælpe, men jeg havde slet ikke tid nok til at forberede mig ordentligt. Derfor startede min lovsangsledelse med, at lydmanden måtte standse mig – for guitarlyden var alt for høj. Da jeg kom i gang igen, opdagede jeg, at der kun stod akkorder ved første vers på min første sang, og det var nærmest umuligt for mig at synge de følgende vers, samtidigt med at jeg skulle aflæse akkorderne fra det første vers. Det fortsatte med at gå ned ad bakke, indtil jeg efter et par sange svedte så meget, at selv folkene på bagerste række kunne se det. Jeg skyndte mig at blive færdig og forsvandt derefter ud på toilettet for at komme væk. Derude traf jeg taleren, som undrede sig over, at lovsangen allerede var færdig.
Næste dag mødte jeg en ven i byen, som kom hen til mig. Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Jeg havde så ondt af dig i går!”
Jeg blev aldrig spurgt om at lede lovsang i kirken igen, og selv konkluderede jeg (pga en række forskellige oplevelser), at mit guitarspil og mine lovsange nok ikke skulle bruges til andet end mine personlige andagtstider. Derfor spillede jeg også mindre og mindre på guitaren, og med tiden forkastede jeg enhver drøm, der handlede om musik. Jeg tænkte i stedet: “Gud har andre og vigtigere opgaver for mig!”
Guds drøm med mig og min guitar
Men så læste jeg en bog, der handlede om Guds faderhjerte. Den indeholdt bl.a. en meget interessant historie, hvori Gud stillede bogens forfatter et simpelt spørgsmål: “Lever du ud de drømme, som jeg har for dit liv?” Han mente selv, at svaret var “ja”, men han vidste også, at Gud ofte stiller spørgsmål, når han vil udfordre og ændre vores tanker om noget. Derfor spurgte han i stedet: “Gud, har du drømme for mit liv, som jeg ikke lever ud?”
Med det samme han havde stillet det spørgsmål, mindede Gud ham om et konkret tjenesteområde, som han havde brugt meget tid og energi på i sin ungdom, men som han senere havde opgivet på grund af nogle dårlige oplevelser. Han omvendte sig og gav i stedet Gud plads til at udleve den pågældende drøm igennem ham.
Mens jeg læste historien, begyndte mine tanker at kredse omkring det samme spørgsmål. “Var der muligvis en lignende drøm, som Gud havde plantet i mig, som jeg ikke levede ud?” Jeg mente selv, at svaret måtte være nej, men jeg var alligevel villig til at give Gud en chance. Derfor lagde jeg bogen væk, lukkede mine øjne og bad: “Far, lever jeg ud de drømme, som du har for mit liv?”
Han svarede mig lige så hurtigt, som han havde svaret i historien. Han sagde: “Din guitar! Jeg har drømme for dit liv med din guitar!” Tanken kom så stærkt til mit hjerte, at jeg ikke var i tvivl om, at den kom fra Gud. Men jeg anede ærlig talt ikke, hvad det skulle betyde. Jeg kunne ikke se nogen som helst “fornuft” i at forfølge en drøm, som var dømt til at mislykkes. Dog vidste jeg, at Guds
dårskab ifølge Bibelen er visere end vores visdom, og jeg ønskede virkelig, at Gud skulle være Herre i mit liv.
Derfor bad jeg: “Far, tilgiv mig, at jeg har givet slip på den drøm, som du har lagt ned i mig! Jeg vælger i stedet at give dig plads til at gøre den til virkelighed!” Jeg anede fortsat ikke, hvad det ville indebære, og jeg mærkede slet ingen forskel, efter jeg havde bedt bønnen. Men nu havde jeg i hvert fald gjort min del.
En ny begyndelse
Det var først den følgende dag, da jeg begyndte at lovsynge Gud med min guitar i en af mine daglige
andagts- og bønnetider, at jeg opdagede en forskel. Der var vokset noget nyt frem, som lignede lovsang, men som indholdsmæssigt var mere som bøn. Det var noget, som passede helt perfekt til mig og til det hjerte, som jeg havde og fortsat har for bøn.
Jeg skrev tre helt nye “bønnesange” i løbet af de første tre uger, hvilket var langt mere end de 2 – 4 sange, som jeg plejede at skrive om året. Desuden oplevede jeg Guds nærvær så stærkt, mens jeg bad igennem disse nye sange, at jeg flere gange kom til at hulke kraftigt.
Det varede ikke længe, før disse nye bønnesange havde vendt op og ned på min forbønstjeneste. De blev min primære måde at bede på, og siden da har jeg for det meste en guitar i hånden, når jeg beder alene. Denne unike måde at bede på har virkelig været en uvurderlig gave til mine forbøns-stunder, som jeg mærker hver eneste dag. Den gør det muligt for mig at bede i lang tid med lidenskab og begejstring.
Meget forskellige tilbagemeldinger
De første mange år brugte jeg stort set kun mine sange, når jeg var alene med Gud. Men i takt med at min gave og min selvsikkerhed blev større og større, begyndte Gud at udfordre mig til at tage en række nye skridt. Til “bønne-koncerter”, forbønssituationer, profetiske sange og meget mere. Derfor er der i dag rigtig mange mennesker, der har hørt mig “optræde” med en eller flere af mine bønnesange, og det har medført en del forskellige tilbagemeldinger på mine sange.
I starten var det mest almindeligt, at jeg ikke fik en eneste reaktion eller tilbagemelding, når jeg havde spillet en sang. Som om de fleste ikke rigtig vidste, hvordan de skulle forholde sig til sangene. Denne usikkerhed har også medført en række negative tilbagemeldinger fra kristne, der oplevede, at sangene enten var uåndelige eller det, der var værre. Men på den anden side har jeg heldigvis også fået en masse gode tilbagemeldinger fra mennesker, som virkelig blev velsignet og berørt af Gud igennem en sang.
Da jeg i efteråret 2013 fornemmede Guds ledelse til at lave denne CD, medførte det en del forskellige modsatrettede tanker og følelser i mig. På den ene side ville CD’en være en håndgribelig opfyldelse af Guds drøm for mig og min guitar, og den tanke fyldte mit hjerte med glæde og forventning. Men på den anden side var jeg så usikker på min gave, på min sangstemme og på mit skrøbelige guitarspil, at det virkede som en tåbelig og umulig idé. Jeg anede faktisk ikke, om der overhovedet var et marked for en sådan CD. Men Gud blev ved med at tale til mit hjerte …
og derfor står du nu med denne CD og andagtsbog.
For mig føles denne udgivelse som en personlig gave fra Gud til mig 🙂 Men jeg er overbevist om, at den også vil medføre en masse velsignelser og åbenbaringer for andre!