Igennem de sidste år har jeg haft en voksende længsel efter at holde et seminar om lovsang. Det er ikke noget, som jeg har delt med mange, men blot noget, som har vokset i mit hjerte. Samtidigt har jeg haft en oplevelse af, at jeg en gang i fremtiden (forhåbentligt ikke for langt ude i fremtiden) skal skrive en bog om lovsang. For det er et emne, som jeg er enormt optaget af. Specielt fordi jeg er overbevist om, at det er menighedens mægtigste våben til at få fat i alt, hvad Gud har til os.
Derfor var det nærmest som en drøm, der blev til virkelighed, da en pinsekirke i Thisted kontaktede mig og bad mig om at holde et seminar om lovsang. Jeg har tidligere holdt et seminar om bøn i denne menighed og havde ved den lejlighed delt nogle af mine tanker om lovsang med menighedens lovsangsleder. Det var grunden til, at de inviterede mig til at holde dette seminar – udover at de havde set min undervisnings video “Gennembrud i lovsang”.
Så lørdag d. 3 marts afholdt jeg et lovsangsseminar i Thisted med 3 sektioner: 1) Lovsangens fundament, 2) Lovsangens kilde og 3) Lovsangens formål. Det blev en meget stærk dag og jeg fik nogle fantastiske tilbagemeldinger efterføldende.
Bl.a. modtog jeg disse ord i en messenger besked fra menighedens lovsangsleder:
“Det som jeg sidder tilbage med som var det fundamentale i din undervisning var hjertets tilbedelse og betydningen af lovsang som livsstil. At leve i en tæt relation med Jesus og behandle ham som den han i virkeligheden er. Sand ærefrygt for ham vi tilbeder. Bøjer os under hans vilje. Du har en enkelt og dejlig måde at formidle budskabet på og man får lyst til at gå efter det … ”
En anden lovsangsleder skrev efterfølgende pr. mail:
“Det var en meget vigtig undervisning, da lovsang nemt kan komme til at handle om det tekniske niveau og hvor mange instrumenter man kan præstere. Jeg var virkelig opløftet efter seminariet. Kan varmt anbefale det til andre.”
Hele seminaret blev optaget, men kun på lyd. Jeg regner med, at jeg på et senere tidpunkt vil optage hele seminaret på video, men min erfaring fra fx bønneseminaret er, at det er godt at afholde det nogle gange, før det optages på video, fordi jeg lærer så meget af at afholde det, at det hele tiden bliver bedre (især de første gange).
Her kan I høre de 3 sektioner fra lovsangsseminaret:
Hvis du vil downloade de tre lektioner, kan du gøre det her:
A) Lovsangens fundament
B) Lovsangens kilde
C) Lovsangens formål