Jeg har her skrevet en række afsnit om min vandring ind i bønnens verden. Det været en spændende og meget udfordrende vandring for mig, og jeg tror, at det vil være sådan hele mit liv. Men dette er MIN VANDRING og ikke noget, der skal kopieres. Det handler ikke om at lære de rigtige metoder, men om at drage nær til Gud og lade ham forme os.
Gud ser dig og har en skræddersyet vandring ind i bønnens verden for netop dig – hvis blot du vil give ham plads til at lede dig. Din vandring kunne også blive fantastisk spændende og meget udfordrende, men det vil du selv komme til at erfare. Der findes ikke genveje eller snydekoder, men Gud vil sende andre forbedere på din vej for at hjælpe dig.
Mine første skridt
Der har ikke været noget tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tvivlet på bønnens magt. For mig var det bare indlysende, at Gud er ufattelig god og altid har lyst til at hjælpe os. Derfor har jeg også fået mange små glimt fra min opvækst, hvor bønnen gjorde en markant forskel. Dog var det først da jeg startede på teologistudiet, at jeg begyndte at gøre bønnen til en livsstil.
I løbet af det første år læste jeg flere bøger om bøn, som alle udfordrede og opmundtrede mig. Den første store udfordring fik jeg fra en bog af John R. Rice kaldet: “Prayer: Asking and Receiving”. Han fortalte sin egen historie, hvordan Gud på mirakuløs vis havde dækket alle hans økonomiske behov igennem hans egne teologistudier. I bogen gennemgik han en masse forskellige løfter fra bibelen, og de ramte noget dybt i mig. Jeg blev overbevist om, at Gud virkelig har lyst til at sørge for alle mine behov – hvis blot jeg beder ham om det og tør stole på ham. Derfor begyndte jeg at bede hver dag og begyndte også at tage nogle konkrete skridt i tro. Min økonomi var på denne tid alt for stram og jeg havde brug for en mindre indtægt ved siden af SUen, men jeg valgte i stedet at træde ud på vandet og give Gud plads til at sørge for mig.
Det næste halve år blev en tid med masser af bøn og faste, flere tydelige gennembrud og også et par skuffelser. Jeg var forholdsvis tæt på at miste min ejerlejlighed, fordi jeg for enhver pris ville undgå at have min tillid hos andre end Gud og derfor ikke ville låne penge til at dække mine udgifter. Men til allersidst kom der en uventet ekstra indtægt, og jeg fik samtidigt kolde fødder og valgte at låne et mindre beløb for at undgå at få lejligheden sat på tvangsaktion.
Gud brugte virkelig denne tid til at rense mig indvendigt for ting, jeg var bundet af og jeg begyndte at opleve, hvad det vil sige at have en daglig vandring med Gud.
Dybere ind i bønnens verden
I mit andet år på studiet læste jeg en bog om en amerikansk missionær, som blev kaldt “Bønne Hyde”. Jeg har siden hen læst den igennem adskillelige gange og det er uden tvivl den bog, der har formet min vandring allermest. Han var missionær i Indien fra 1892 til 1912 og brugte utrolig meget tid i bøn. Bag på bogen var der skrevet en udfordring til enhver, som længtes efter vækkelse fra Gud. “Er du villig til at bruge en halv time hver dag til at bede om vækkelse indtil Gud bryder igennem?” Jeg valgte med det samme at tage udfordringen op – og fortsatte med at bede mindst en halv time hver dag i flere år.
Bogen fortalte også, hvordan Hyde deltog i konferencer og næsten udelukkende opholdt sig i bederummet. Han satte nogle gange tredive dage af til at bede før en konference, og alligevel brugte han det meste af tiden under konferencen i bederummet. Selv når de andre tog til møde, blev han i bederummet og bad. Dette fascinerede mig virkelig, og jeg forsøgte at følge hans eksempel. I det næste år tog jeg to gange med på en lejr, hvor jeg brugte det meste af tiden i bøn. Jeg gjorde det også et par gange til ungdomsmøder i vores kirke. Det var et offer og hårdt arbejde, men jeg oplevede også en masse velsignelser direkte fra Gud.
Jeg oplevede også i denne tid, at jo mere jeg søgte Gud, jo mere han viste sig for mig. Desuden fik jeg ligesom en løber større udholdenhed, jo længere jeg bad. Fx oplevede jeg i nogle bønnestunder sammen med andre, at jeg fik mere og mere overskud som mødet skred frem, mens de fleste andre gradvis mistede koncentrationen.
Udbrændt
Desværre fik jeg efterhånden for mange ansvar i kirken, og det gik ud over mit overskud til at bede, men jeg fortsatte alligevel med mindst en halv times bøn om dagen. (Sådan set fik jeg også energi af bønnetiderne, så de var med til at holde mig oppe). Jeg blev af forskellige grunde ungdomsleder med ansvar for omkring 70 unge, selvom jeg egentlig ikke ønskede så meget ansvar. Det krævede mere, end jeg havde overskud til at give, og inden længe skete der nogle ting, som bevirkede, at jeg følte mig mere og mere isoleret og alene i mit ansvar. Gradvis begyndte det at gå ned ad bakke for mig. Jeg fik mindre overskud og mistede lysten til at lede de unge. Jeg havde stadig væk lyst til at bede, men med tiden vendte dette også.
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om udbrændthed i Jyllands Posten, som angav ti tegn på udbrændthed. Jeg følte mig truffet af alle ti og det var på denne tid, jeg forstod, at der måtte gøres noget drastisk. Hvis ikke ville jeg gå helt i sort.
Jeg fik gradvis overdraget alle mine ansvar til andre og valgte endda at skifte menighed. Det var i denne tid jeg også droslede ned med bønnen. Jeg var ganske enkelt kommet så langt ud, at enhver bønnetid for andre trak mig længere ned i støvet. For det forstærkede oplevelsen af, at jeg stod helt alene og alligevel skulle bære alle andres byrder. På trods af alt dette fortsatte jeg med at bede hver dag, men det var ikke længere sat i system og var ikke så fokuseret som tidligere. Jeg bad for at være sammen med Gud og jeg følte faktisk ikke jeg havde noget at give – andet end mit brudte hjerte.
Alt i alt tog det omkring to år, før jeg kom til kræfterne igen. På denne tid fik jeg et billede i en lovsangsstund. Jeg så en stor, stærk havørn, som havde mistet sine fjer. Den kunne gå i timevis og kæmpe med næb og klør, men den kunne ikke flyve. Gud sagde, at dette var mig. Jeg var kommet til kræfter igen, men det knæk jeg havde fået var ligesom at miste fjerene, og derfor kunne jeg ikke flyve. Guds løfte til mig var: Han ville sørge for, at jeg fik mine fjer igen.
En ny start
I foråret 2003 rejste jeg på en bønneskole i Norge. Jeg havde store forventninger til opholdet, men jeg forstod også, at der var nogle dybe sår i mig, som skulle helbredes. I starten af skolen var der tider under lovsangen, hvor jeg lagde mig på knæ og udøste mit brudte hjerte for Gud. Både det at jeg havde lyst til at bede, men også at der inde i mig var et stort tomrum, som stod i vejen for bønnen. I disse tider bad jeg ikke om forbøn, men jeg oplevede igen og igen, at Gud ledte nogle af skolens ledere til at bede for mig, mens jeg var på knæ. Alt i alt blev de 12 uger, skolen varede, livsforvandlende for mig. Hver eneste uge gjorde Gud nye ting i mit liv og nogle gange føltes det som om mit hjerte var i brand, mens jeg lyttede til undervisningen.
Vi fik en masse undervisning om, at lade Helligånden lede vores bønner og det var noget, jeg havde brug for at gribe. Tidligere havde det mest været min vilje og mine tanker, der drev bønnen, men jeg både forstod og erfarede igennem skolen, hvor meget mere liv og overflod der er i bønner, når Helligånden leder dem.
Mod skolens slutning udfordrede Helligånden mig til at begynde at bede en halv time om dagen igen. Før skolen havde jeg ikke været klar til det, men Han vidste, at jeg nu var klar til det. Og det var jeg også. Dette blev starten på en ny tid, hvor jeg forsøgte at lade Helligånden styre mine bønner. Både hvad jeg skulle bede for og hvordan jeg skulle bede. På skolen havde vi lært en masse om kreativ bøn, og det gjorde mine bønnetider endnu mere spændende.
Da jeg kom hjem fra bønneskolen havde jeg mere lyst til at bede end nogensinde før. Desuden havde jeg også fået lyst til at bede sammen med andre. Tidligere havde bønnen mest været noget, jeg gjorde alene, men nu havde jeg fået en forståelse for, hvor meget kraft der er i at bede sammen med andre.
Nye udfordringer
De kommende år bød på mange nye udfordringer, som også er beskrevet andre steder på denne hjemmeside. Jeg var klar til at lægge guitaren på hylden, men i stedet udfordrede Gud mig til at bruge den endnu mere – og det blev starten på en helt ny måde at bede for mig (se mere om dette under siden “Guds drøm”). Min kone og jeg begyndte at træde ind i forskellige ansvar, hvor vi skulle lede andre i bøn og undervise om det. Først var vi medledere på en bønneskole og senere ledte vi selv en skole. Efter dette rejste vi tilbage til Randers og blev efter et års tid spurgt om at lede menighedens bønnemøder. Vi sagde ja til det, men vidste godt, at det ville blive en meget stor udfordring at få noget af alt det, vi havde lært igennem bønneskolerne i Norge, til også at blomstre frem i vores lokale menighed.
I de første par måneder kom der mange til bedemøderne og de var begejstrede, men som månederne gik begyndte folk desværre at fravælge bedemøderne, indtil der efter et års tid næsten ikke kom andre end min kone og jeg. Derfor valgte vi at tage en pause fra bønnemøderne og i stedet at bruge vores tid og resourcer på at søge Guds ansigt for hans vej med menighedens bedemøder.
Tidligere, i foråret 2006 var der sket nogle ting, som Gud havde brugt til at synliggøre for mig, hvorledes andre folks mening om mig betød mere for mig end hans tanker. Jeg omvendte mig og bad ham om at føre mig på en vej, hvorved mit hjerte kunne blive forvandlet. Et par dage senere udfordrede han mig til at gå på knæ hver gang, han gav mig en indre tilskyndelse til det. Dermed kunne jeg demonstrere for alle, at hans tanker er vigtigere for mig end menneskers. Siden da har jeg været på knæ i alle mulige sammenhænge og på alle mulige tidspunkter. I busser, i forretninger, på rådhustorvet, på veje, på fortov, osv. osv. Det har været pinligt og vanskeligt, men det har virkelig forvandlet mit hjerte. Samtidig har det gjort det lettere for mig at gøre andre vanskellige ting for Gud.
Forbeder på fuld tid
I løbet af 3-4 måneder hen over årsskiftet 05/06 voksede en indre vished frem. Jeg havde længe vidst, at det med bønnen var det allervigtigste, Gud ville med mig, men gradvis begyndte jeg at forstå, at bønnen skulle være mere end en “fritidsbeskæftigelse” for mig. Han ville i sin timing kalde mig ind i en fuldtidstjeneste med bøn.
På dette tidspunkt bad jeg omkring en time om dagen, og jeg brugte en del af tiden på at lytte til ham. “Gud, hvad skal jeg i denne tid?” spurgte jeg på forskellige måder, og gradvis fik jeg mine svar. Først talte han i forhold til mine arbejdstider. Jeg skulle som gennemsnit ikke arbejde mere end 20 timer om ugen. Hvis bønnen virkelig skulle vælges til, så måtte andre ting vælges fra. På samme tid udfordrede han mig til at bede mindst halvanden time om dagen. Jeg var langt fra klar til at bede fuldtids endnu, men jeg var klar til at tage endnu flere skridt i den retning.
Der gik et lille års tid, før Gud udfordrede mig til at udvide bønnetiden igen. Nu skulle jeg til at bede mindst to timer hver dag og sådan fortsatte det længe. Jeg havde lyst til at bede endnu mere, men jeg ville ikke forcere det. For det skulle være Gud, som fik plads til at forme og skabe min tjeneste.
En bønnens apostel til Norden
Jeg havde tidligere på dagen afsluttet en undervisning om, at Gud sprænger vores rammer. I den havde jeg sagt, at det udelukkende er i vores verden og særligt i vores hjerter, at der findes hindringer for de fantastiske og store ting, som Gud ønsker at gøre. Hos os er der nemlig masser af vantro, tvivl og mindreværd, som lægger et usynligt låg på det, Gud kan gøre igennem os. Men hos Gud i himlen er der ingen sådanne hindringer. Der er ingen øvre grænse, for hvad han kan eller vil gøre igennem os. Jesus siger, at vi skal gøre større ting end ham. At vi skal bede om hvad som helst, og så vil vi få det. Osv. osv.
Det var første gang i mit liv, at jeg havde holdt en tale, som jeg slet ikke havde forberedt selv. Helligånden havde givet mig hele indholdet, kort før jeg skulle på. Derfor var jeg fuld af taknemlighed, da jeg senere trådte frem for Gud i mit bønnekammer. Men mens jeg takkede ham, begyndte han at vende talen som et spejl mod mit eget liv. Om hvordan jeg havde øvre rammer for, hvad jeg forventede, han kunne gøre igennem mig. Jeg begyndte i stedet at tale ud de bønner, der nu kom til mit hjerte. Jeg proklammerede højlydt, at jeg skulle være en bønnens apostel til Norden. Jeg havde aldrig tænkt i de baner før, men så snart jeg havde sagt det, vidste jeg, at det kom fra Gud. Han ville med tiden gøre mig til en bønnens apostel til Norden. Hvad det ville komme til at indebære, anede jeg ikke, men jeg vidste, at det ville blive stort! En apostel træder ind i nye ting og er med til at bane vejen for andre, og det er netop det, jeg ønsker at gøre med min tjeneste for bønnen. Men jeg ved, at dette blot er begyndelsen …
Først UMO og så til Ålborg
Efter at have haft noget jeg betegnede som en “halvtids”- bønnetjeneste, begyndte jeg i foråret 2009 at opleve, at det snart var tid til at satse endnu mere på bønnen. Derfor var den allerførste tanke jeg fik, da jeg blev fyret fra mit daværende arbejde: “Nå, nu begynder det … ”
Min fantastiske kone var enig i min oplevelse, og derfor valgte vi, at hun i den kommende tid skulle finde et arbejde, mens jeg skulle passe hjemmet og børnene mere + få mere tid til bønnen. Men der var vanskeligt at finde et arbejde for hende.
I løbet af sommeren og efteråret begyndte vi så at overveje, om det måske var Guds tanke, at vi begge skulle gå ind i fuldtidstjeneste. Og med min kones fortid ved Ungdom med Opgave og vores fælles møde ved en UMO bønneskole, var det naturligt at undersøge denne mulighed. Efter en del overvejelser frem og tilbage, valgte vi at tage dette skridt og flytte ud på UMOs center Sjellebro, hvorfra vi ville oprejse en ny bønnetjeneste for Danmark. Der skete nogle gode ting i denne tid, men efter halvandet år oplevede vi alligevel, at det var tid til at rejse videre. Og når vi søgte Gud for ledelse, oplevede vi, at han var ved at føre os til Ålborg for at tage del i det fælleskirkelige bønnearbejde, der blomstrer i byen.
Således er vi nu i Ålborg og forventer at være her i de næste mange år. Fra vores hus i Aalborg Øst bruger jeg det meste af min tid på forskellige aspekter af min forbønstjeneste. På bønnen, på at skrive bøger om bøn og på at klargøre undervisning om netop bøn.