Som forfatter

vandring som forfatter top billedeSom barn havde jeg aldrig en drøm om at blive en forfatter. Det var meget langt fra min verden. Jeg fik generelt ikke så gode karakterer for mine stile og det skabte også en del forviklinger og ekstra udfordringer for mit sprog, at jeg havde min opvækst i Kenya og derfor havde engelsk og ikke dansk som mit hovedsprog i mine første 12 år af livet.

Mens vi boede i Afrika, var det meget begrænset, hvor meget jeg lærte at skrive på dansk. Derfor var jeg langt bagefter mine kammerater med hensyn til det skriftlige dansk, da jeg kom hjem til Danmark og blev slynget direkte ind i en almindelig sjette klasse.

Jeg elskede bøger!

Men selv om jeg faktisk forsøgte at skrive så lidt som muligt igennem min opvækst, så elskede jeg bøger. Jeg elskede at læse og at forsvinde ind i en verden, hvor en hel verden af fantasi, eventyr og mysterier ventede på mig. En verden, hvor alt var muligt og hvor jeg – på en måde – var en vigtig del af hver eneste historie, jeg læste. Når jeg læste bøger, blev min verden og hele mit liv løftet ud af hverdagens halvkedelige tåger af en langt mere levende og spændende verden.

Det var først efter min gymnasietid og efter et halvt års bibelskole, at jeg så småt begyndte at drømme om at skrive. Jeg blev dybt betaget af Bibelen og opdagede derved, at jeg virkelig havde lyst til at undervise andre, så jeg kunne videregive det, jeg selv fandt af skatte i Bibelen. Jeg besluttede derfor, at jeg ville studere teologi og at jeg derigennem ville klargøre mig til et liv som Bibellærer.

Jeg skrev på dette tidspunkt en 25 siders manual om Helligåndens salvelse, før jeg overhovedet var startet på studiet. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst til det og fordi det faktisk gav mig en masse glæde og åbenbaring at udforske et konkret emne med mine egne tanker og overvejelser. Jeg havde ikke noget mål om, at mange skulle læse det, jeg skrev, og jeg havde heller ikke nogen konkret plan om at blive forfatter.

Det var først, da jeg startede på selve teologistudiet, at jeg rigtig kom i gang med at skrive og jeg opdagede hurtigt, at jeg var brandgod til at finde på selve indholdet eller plottet for en bog. Jeg gik i gang med at skrive en historie om en mand, der mistede sin kone og sine to børn i et færdselsuheld, som en moderne og meget kreativ genfortælling af Jobs bog og lidelsens problem. Jeg havde hele plottet på plads, allerede før jeg havde skrevet det første kapitel og jeg var enormt grebet af historien.

Drømmen bliver slukket!

Men så skete der noget, der fuldstændig slukkede min drøm om at skrive. Jeg afleverede min første skriftlige eksamen ved teologistudiet. Det var i kirkehistorie og vi fik fire timer til at skrive om et konkret emne. Jeg var ikke nervøs – hverken før eller efter – og jeg syntes selv, at jeg fik afleveret en rigtig god opgave. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville bestå den eksamen.

Derfor kom det helt bag på mig, at jeg fik en af de mest kritiske vurderinger af en opgave, som jeg nogensinde har set. Lektoreren skrev: “Sprogligt ligger det på niveau med Ekstra Bladets sportsider, vel at mærke før korrektur.” Han sagde, at sproget var så dårligt, at jeg senere i studiet ville dumpe udelukkende på grund af sproget – selv om jeg tydeligvis havde styr på indholdet. Han anbefalede mig at bruge et par timer hver dag til at skrive, hvis jeg skulle have en chance for at gennemføre studiet.

Jeg tænkte: Hvis jeg virkelig skriver så dårligt, så er det fuldstændig spild af tid, at jeg forsøger at skrive  en roman. For den er alligevel dømt til at mislykkes. Og fra det øjeblik begravede jeg drømmen om at skrive og jeg gjorde intet for at genopvække den igennem hele min studietid. Jeg skrev kun, når der var opgaver, der skulle skrives. Og når jeg afleverede disse tvunge opgaver, så fik jeg den ene påmindelse efter den anden om,  at mit sprog virkelig var mangelfuldt, og det hjalp mig til at huske, hvor umulig min drøm om at blive forfatter var.

Fx. fik jeg følgende vurdering af min hovedopgave (specialet) på næsten 100 s. fra min gammeltestamentlige professor. “Sprogligt og stillistisk lider opgaven af en vis ubehjælpsomhed.” Derefter opremsede hun en række områder ved sproget, som virkelig var mangelfulde. Hun havde også en masse godt at sige om indholdet, men det var hendes bemærkninger om mit sprog, som gjorde allermest indtryk på mig.

Drømmen bliver genopvakt

Jeg afsluttede senere min studietid ved at skrive en emnekreds i nytestamentelig teologi og fik derved en fantastisk afslutning på studiet. Jeg tror stadig, at Gud havde en finger med i spillet. For jeg fik ganske enkelt et 13 tal! Min lektor skrev godt nok: “På trods af visse formelle mangler … “, hvilket selvfølgelig handlede om mit sprog, men han skrev så videre, at de alligevel havde valgt at belønne opgavens mange styrker med en topkarakter. (Dengang var sådanne topkarakterer ret sjældne på et universitet)

De næste 3 dage efter jeg fik bedømmelsen, gik jeg chokeret rundt og følte mig helt småberuset. Jeg vidste godt, at jeg var god til indholdet og at jeg faktisk var en branddygtig teolog, men jeg havde for længe siden opgivet muligheden for, at jeg nogensinde skulle få et 13-tal i en skriftlig opgave. Derfor rystede det min verden og hele min selvforståelse, at jeg fik denne bedømmelse for min allersidste opgave ved universitetet. Jeg begyndte ikke at skrive igen, men jeg fik i hvert fald langt mere tro på, at jeg virkelig kunne udrette noget med mit liv … “på trods af visse formelle mangler.”

Nogle måneder senere var jeg til en gudstjeneste i en menighed i Norge, hvor en karismatisk kvindelig forkynder talte. Hun udfordrede os til at udøve langt mere indflydelse på verden udenfor kirken og hun delte selv en række vidnesbyrd om, hvordan Gud havde brugt hende. Efterfølgende gav hun os et par minutters tid til eftertanke og bøn, hvor vi kunne spørge Gud: “Hvordan kan jeg have en indflydelse på verden omkring mig?”

Med det samme jeg havde stillet Gud det spørgsmål, talte han klart og tydeligt til mit hjerte: “Igennem at skrive. Du skal i gang med at skrive igen.” Han mindede mig samtidigt om den roman, som jeg var begyndt at skrive for længe siden, men som desværre havde ligget i dvale i ca. 7 år.

Tre skridt frem og to tilbage

Jeg gik derfor i gang med at skrive igen og brugte faktisk mange timer hver dag på det. Særligt i den første tid, hvor jeg fortsat var arbejdsløs. Jeg elskede processen med at forme plottet og at finjustere detaljerne til historien, men selve skriveprocessen var fortsat en tung og frustrerende proces for mig. Det gik så forfærdeligt langsomt! Mit sprog var hverken flydende eller godt og derfor skrev jeg hver eneste afsnit om og om og om igen, indtil jeg langt om længe var nogenlunde tilfreds med det. Jeg ramte stort set aldrig den “rigtige” sætning i første forsøg, men måtte i stedet finde ind til det “gode” sprog ved at afprøve og kassere utallige udkast, som ikke var gode nok.

Jeg blev kun halvt færdig med min første roman, men jeg lærte en masse igennem processen, så jeg betragter ikke tiden som spildt. Hvor andre mennesker tager flere år på at uddanne sig til det ene eller det andet, så brugte jeg flere år på at tage min egen personlige forfatteruddannelse. Først med denne halve roman og senere med min første bønnebog “Gud sprænger alle rammer”.

Det var også en vigtig og nødvendig hjælp i min skriveproces, at Gud i 2009 udfordrede mig til at gå fuldtids i tjenesten (dvs. intet fast arbejde andet end tjenesten), så jeg derved fik en del mere tid til at skrive bøger og til at søge inspiration fra Gud igennem bønnen. Vi købte på dette tidspunkt en kolonihave og den blev virkelig til enorm velsignelse for mig i min skriveproces – selv om den samlet set kom til at koste os en masse penge, da vi solgte den et år senere.

Ungdom med Opgave

Fra januar 2010 blev vi tilknyttet Ungdom med Opgave, fordi vi tænkte, at det ville være et godt sted for os at videreudvikle vores forbønstjeneste. Vi flyttede ud på deres træningscenter, lidt uden for Randers, og forsøgte at finde tid og plads til at etablere en ny tjeneste med bøn, samtidigt med at vi var engageret i det arbejde, som allerede var på stedet. Det blev ikke nogen succes for os at være på dette center, og derfor valgte vi at flytte til Aalborg i stedet. Men tiden på centret fik alligevel stor indflydelse på vores videre tjeneste.

Centret havde et forlag, som længe havde ligget i dvale, men som nu kom til at udgive min første bog “Gud sprænger alle rammer”. Der var ingen medarbejdere på centret, som havde erfaring med forlagsarbejde, og derfor måtte jeg selv gøre det meste af arbejdet. Således fik jeg en masse anledinger til at træde ud på vandet og til at lære en række nye færdigheder. Jeg kom bl.a. til at arbejde en del med de rigtige programmer (som koster en del penge), og det var også grunden til, at jeg senere valgte at starte vores eget forlag.

Tiden i Aalborg

Siden den tid er det hele gået rigtig stærkt. Vi flyttede til Aalborg i efteråret 2011 og udgav først bogen “At bede sammen” i starten af 2011 og udgav senere samme år andet oplag af min første bog “Gud sprænger alle rammer” (pga meget god behandling fra lederen af centret). Året efter udgav vi bogen “Mægtige kilder af visdom” med over 400 citater om bøn, og siden da har jeg arbejdet med to nye bøger, som jeg ligeså stille nærmer mig afslutningen med. (Desuden har der været fire børnebøger, som er blevet skabt i denne tid)

Det har været enormt opmuntrende og livgivende, at jeg i løbet af de sidste år har fået en del forskellige gode tilbagemeldinger fra folk, som er blevet velsignet af mit forfatterskab. Det har givet mig langt mere tillid til mine egne evner. Jeg har de seneste år været igennem en indre forvandlingsproces, hvor jeg år for år har fået mere tillid til mine evner som forfatter. I starten tænkte jeg, at det kun var indholdet, som gav mine bøger værdi, men sådan tænker jeg ikke længere. Jeg har brugt tusindvis af timer på at skrive og jeg er derved blevet langt bedre til at skrive. Og jeg er helt sikker på, at denne positive udvikling vil fortsætte i mange år ….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.