Guds tre gaver

Guds tre gaver top billedeEn historie, som kun kan læses her på min hjemmeside 🙂
© for historien – Peter Tinggaard, © for billedet af gaverne – “Queen Bee” at flickr (8179598278)

Gave nr. 1

En gang for meget længe siden, da der hverken var stjerner eller planeter eller noget univers, fik den evige Gud en ide. Han ville skabe en mand og en kvinde med de mest utrolige egenskaber. De skulle ligne ham så meget som muligt, og derfor besluttede han at bruge sig selv som skabelon. For han ønskede at dele sit hjerte med dem. Han ville selv være deres far, og de skulle være hans børn. Han ville elske dem med alt, hvad han var, og han håbede inderligt, at de også ville elske ham.

Han glædede sig så meget til at skabe dem, at han næsten ikke kunne vente. Men han måtte først klargøre et sted, hvor de kunne bo. Derfor skabte han et utal af galakser, fyldt til bristepunktet med stjerner og planeter. Han håndplukkede den smukkeste planet af dem alle og fyldte den op med planter og dyr. Midt på denne planet klargjorde han en have, der var så smuk, at selv englene blev forelsket i den.

Nu var tiden endelig kommet, hvor Gud kunne skabe sit mesterværk. Han formede forsigtigt en mand og en kvinde med sine egne hænder og vakte dem til live med et kærligt kys. Han sagde: ”Kom og se, hvad jeg har skabt til jer, mine børn!” Han førte dem ved hånden hen til haven og slap så deres hænder, så de selv kunne gå på opdagelse. Der var tårer af glæde i hans øjne og et meget stort smil på hans læber, mens han iagttog menneskebørnenes glæde og forundring over havens mange skatte. Senere samme dag sagde han til dem: ”Hele verden er nu jeres. Jeg giver jer det hele. Dette er min første gave til jer!”

“Så længe I bor i denne have, vil jeg selv komme på besøg hver eneste dag,” erklærede Gud med et kæmpestort smil på sit ansigt. “Men der er én ting, I aldrig må gøre!” Han førte dem ved hånden hen til indgangen af haven og pegede ud på verden udenfor. “I må aldrig nogensinde overnatte udenfor haven. Hvis I gør det, vil I fuldstændig miste evnen til at finde tilbage til haven”.

Inde i haven var alt harmonisk. Der var en ubeskrivelig atmosfære af Guds levende kærlighed over det hele, men sådan var det ikke udenfor haven. På den anden side af havens indgang var verden kaotisk og utæmmet. Det var tydeligt, at denne vilde verdens farvestrålende blomster og planter aldrig var blevet passet og plejet af nogen. Manden og kvinden stod i lang tid og stirrede ud på verden udenfor.

“Wow,” gispede manden og havde et stort smil på sine læber. Han mærkede, hvordan verdens utæmmede vildskab berørte en dyb indre længsel i ham. Den vakte til live den mægtige kriger, han var skabt til at være. “Ja, jeg mærker det også,” sagde kvinden og lagde armen omkring manden. Hun så på verdens vildskab og blev overvældet af en voldsom indre længsel. Her var der en verden, som virkelig havde brug for hendes kærlige berøring.

Gud trådte helt hen til porten og vendte sig derefter om. “Se på mig,” sagde han. “I må aldrig nogensinde overnatte i verden udenfor haven! For så vil I miste jeres evne til at finde tilbage til haven.” Han holdt en kort pause for at sikre sig, at de virkelig havde hørt det, han sagde. Derefter fortsatte han: “Men jeg har ikke skabt jer til blot at slappe af sammen med mig. Jeg har givet jer visdom og styrke og indsigt til at herske over hele denne jord. Derfor mærker I lige nu en dyb indre længsel efter at forme verden efter jeres hjerter. Og det er en god ting.”

“Verdens kaotiske vildskab kalder på jer til at regere over den og til at fremelske det gode i den. Den vil dagligt inspirere jer til at drage ud fra haven, så I med tiden kan gøre verden udenfor ligeså smuk som denne have. Men I må aldrig glemme at komme tilbage til haven, inden det bliver nat. Så længe I overholder denne lov og trofast udfører jeres opgave, så vil min have dag for dag blive større og større, indtil den til sidst fylder hele jorden.”

Vildfarelsen

De næste mange år drog menneskene dagligt ud i verden, men de overnattede aldrig derude. For det havde Gud sagt, at de aldrig måtte gøre, og derfor gjorde de det ikke. Alt var fantastisk godt i haven, og de glædede sig hver eneste dag til, at Gud kom på besøg.

Men på trods af alt det gode, som de oplevede sammen med Gud, kunne de ikke lade være med at tænke på den ene ting, de ikke måtte gøre: “Kan det virkelig være så farligt at overnatte udenfor haven – ude i den verden, som han selv har skabt til os? Måske stoler han ikke på, at vi kan klare noget som helst uden ham?” Dag efter dag voksede tvivlen i deres hjerter, og de fik hele tiden mere og mere lyst til at overnatte udenfor haven.

Derfor besluttede de en dag at gøre det, som de ikke måtte gøre. De fandt et meget stort egetræ udenfor haven, som dog lå meget tæt på havens indgang. Her klargjorde de en simpel seng af blade og kviste. De lagde sig til at sove og faldt hurtigt i søvn.

Næste morgen vågnede de op med nogle rædselsfulde følelser i kroppen. Det var følelser, som de aldrig havde oplevet før. Følelser af frygt, forvirring, vrede og skam. De sprang op og begyndte med det samme at løbe hen mod havens indgang. Men selvom træet og omgivelserne tydeligvis ikke havde ændret sig, så kunne de ikke længere se nogen indgang. De ledte efter den i meget lang tid, men måtte til sidst opgive.

Senere samme dag kom Gud på besøg til haven og han kaldte straks på sine børn. Men der kom ikke noget svar. “Åh, nej”, sukkede Gud, for han vidste med det samme, hvad der var sket. “Åh nej, nej, nej!” Hans faderlige hjerte mærkede med det samme al den smerte, død og elendighed, som ville ramme menneskebørnene på den vej, som de selv havde valgt. Derfor lagde han sig ned på jorden ved siden af havens indgang og hulkede i meget lang tid.

Tiden gik, som tiden nu går – og menneskene fik flere og flere børn. Men de fortsatte alle sammen den vandring, som de første mennesker havde begyndt. De traskede længere og længere væk fra Gud. Der var slet ingen, som klarede at finde vejen tilbage. De blev i stedet så optaget af at tænke på sig selv, at de helt glemte, hvem Gud var.

Men den evige Gud kunne slet ikke holde op med at tænke på dem. Han spejdede efter dem hver eneste dag og han opgav aldrig håbet om, at de engang ville komme tilbage til ham. Ja, han fulgte dem så tæt, at han vidste alt, hvad de gjorde og alt, hvad de sagde og alt, hvad de tænkte. Og hver eneste gang han fandt et menneske, som havde en indvendig længsel efter at komme tilbage til ham, så sendte han dem særlige gaver med vinden. Han gav dem visdom og styrke og kærlighed. Han hviskede kærlige ord til dem og erklærede: ”I er mine venner. Jeg vil gøre jer til dommere og profeter og konger over alle de andre. For jeg har brug for jeres hjælp til at føre mine elskede menneskebørn tilbage til mig.”

Men selv de allerbedste og allerklogeste af Guds venner svigtede i deres opgave. De havde godt nok en stærk længsel efter Gud, og de ville også gerne hjælpe andre med at finde vejen til ham, men de for altid vild på vejen hjem. Ja, selv om Gud sendte dem mange fantastiske gaver med vinden, som skulle hjælpe dem til at finde vej, så var der ikke en eneste, der klarede det.

Den store redningsaktion indledes

Gud sukkede dybt og vendte sig langsomt mod sin egen søn. Deres øjne mødtes i en eksplosion af kærlighed, som på denne forfærdelige dag var blandet med smerte og sorg. Der var intet, som kunne bremse de tårer, som strømmede ud af deres øjne. Inden længe sagde Gud: ”Der er vist ikke mere, vi kan gøre herfra. Hvis vi vil føre dem tilbage til os, bliver du nødt til at forlade mig og drage ned til dem. Du bliver nødt til at blive som en af dem, så du kan vise dem vejen tilbage hertil.” ”Ja, Far”, svarede sønnen. Hans øjne så bange ud og stemmen var en smule hæs. ”Mit hjerte kan næsten ikke bære tanken om al den smerte og lidelse, som det vil koste mig. Men jeg vil gøre det alligevel, far. For din skyld og for deres. Jeg vil give alt, hvad jeg har, så mit liv kan skabe en helt ny vej tilbage til dig.”

Og det skete i de dage – at Guds søn blev menneske. Han blev en del af menneskenes verden og kom derved til at mærke, hvor enormt forvirrede og ulykkelige jordens mange mennesker var blevet. Han havde i al evighed levet sit liv i lyset fra sin Fars grænseløse kærlighed, men nu var han i stedet omringet af mørke, selviskhed og ondskab. Ja, menneskene var blevet så forblændet af stolthed og had, at de slet ikke var i stand til at se Guds vej længere. Og dog troede de alligevel, at de selv kunne skabe en vej tilbage til Gud. Stakkels blinde mennesker, tænkte Sønnen.

Han opsøgte det ene menneske efter det andet og talte mange sande ord til dem. Det var mægtige ord, som alle var forbundet med vindens livgivende kraft. Han sagde: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? Ja, sådan er det med jer. I kan ikke finde vejen tilbage til Gud på egen hånd. Men der findes en anden vej for enhver, som tør lægge sit liv i mine hænder. For jeg er vejen og sandheden og livet. Vejen tilbage til Gud går igennem mig!”

Der var en lille gruppe mennesker, som holdt sig tæt til ham. De forstod kun lidt af det, han sagde, men de forstod dog nok til at indse, at han virkelig var Guds søn. De var ikke selv i stand til at finde vejen og de for altid vild, hver gang de kom lidt væk fra Sønnen, men så længe de holdt sig tæt til ham, så klarede de for det meste at vandre på hans nye vej.

Vrede, had og død

Dog var der også en masse kloge mennesker, som hverken kunne lide Sønnen eller hans nye vej. De havde igennem mange år formet deres helt egen vej, som de elskede at snakke om. De sagde: Dette er den sande vej tilbage til Gud – og vi er de eneste, som kender vejen. Men det var slet ikke den samme vej som den, Sønnen talte om. De kloge menneskers vej gik igennem de vanskeligste og mest ufremkommelige områder, så der var ingen, der kunne klare at gennemføre den. Men på Sønnens vej var vandringen let og hans byrder til rejsen var hjælpsomme. På de kloge menneskers vej skulle alle knokle og selv klare det hele. Men på Sønnens vej skulle alle blive som små, hjælpeløse børn i forhold til Gud.

De kloge mennesker blev irriteret, hver gang Sønnen kritiserede deres vej. Men det var først, da de så, at flere og flere mennesker valgte at forlade deres vej for i stedet at vandre på Sønnens vej, at de for alvor blev rasende. De greb fat i ham en mørk aften og sagde: ”Hvis ikke du vil vandre på vores vej, så er det bedst for alle, at vi slår dig ihjel. For ellers vil du føre alle disse mennesker væk fra den sande vej.”

De gennembankede ham, indtil han næsten ikke lignede et menneske mere. Så tog de al hans tøj fra ham og naglede ham med lange søm til et ældgammelt egetræ. De ville være helt sikre på, at han blev udslettet helt, så de satte sig under skyggen af træet og ventede. Deres øjne var fyldt med mørke og had, mens de holdt øje med Sønnens blodige krop. Men der var ingen had eller vrede at spore i Sønnens ansigt. Hans blodrøde øjne stirrede direkte tilbage mod dem, og de strålede af tilgivelse og kærlighed. Det var uden tvivl det smukkeste syn, noget menneske nogensinde har set, men det var samtidigt også det mest forfærdelige. Og sådan døde Guds egen Søn.

Gave nr. 2

I det selvsamme sekund, at Sønnen døde, lød der en mægtig tordenagtig stemme, som råbte: ”Dette er min anden gave til jer. Jeg har givet jer min dyrebare søn, så han ved sin død kunne skabe en ny vej tilbage til mig.”

Der var rigtig mange mennesker, som hørte Guds stemme den dag, men de forstod slet ikke, hvad han sagde. For hvordan skulle en død mand kunne skabe en ny vej tilbage til Gud? Det gav slet ingen mening. Nej, tænkte de, sådan noget vrøvl ville Gud ikke sige. Én af den slags mennesker, som kender svaret på alt, var hurtig til at finde en god forklaring. Han rejste sig og råbte: ”Det var blot én af hans efterfølgere, som forsøgte at lyde som Gud for at narre os.”. ”Ja”, råbte de andre kloge hoveder med det samme. ”Det var det, vi hørte. Det var et menneske, der talte og ikke Gud.”

De greb med det samme fat i en af Sønnens efterfølgere og skulle netop til at piske ham, da der lød et kæmpestort brag. Det var det ældgamle egetræ, som pludselig eksploderede med en sådan kraft, at lyset og lyden fra eksplosionen spredte sig ud til alle sider. Der var så meget kraft i eksplosionen, at den opførte sig som en rasende orkan.

Den blæste lige forbi – og direkte igennem – Sønnens venner, og med det samme vinden ramte dem, blev deres øjne antændt af håb og liv igen. De sprang op og råbte: ”Ja, det var jo også det, som Sønnen sagde. Han var nødt til at dø for at skabe en ny vej. Han sagde, at hvis nogen ønskede at tage imod hans nye vej, skulle de opgive at finde vejen selv og i stedet tage imod hans levende vej som en gave. Det er jo det, Gud nu har gjort. Han har skabt en ny vej ved sin egen Søns blod.”

På denne ene dag var der rigtig mange mennesker, som valgte at tro på de ord, som Sønnens venner sagde. De opgav således at finde vejen selv og overgav sig i stedet til Sønnens nye vej. Til en vandring, hvor det hele kunne klares ved et simpelt “ja, tak!” til Guds fantastiske tilbud. Alle, som tog imod denne gave, oplevede med det samme, at der skete en radikal ændring i deres hjerter. Der blev skabt en usynlig dør, som på forunderlig vis var forbundet med selve indgangen til paradisets have. Det sted, hvor himmelens Gud fortsat står og venter.

Men de kloge mennesker var alt for kloge til at tro på Sønnens tilhængere. De hånede dem for at tro på en usynlig dør, som ingen kunne se. I er dummere end de værste idioter, sagde de. Hold nu op med det vrøvl!

“Nej, det vil vi ikke”, svarede Sønnens venner. “For døren findes virkelig. Selve døren er godt nok usynlig, men det er de gaver, som Gud giver os igennem døren, ikke. Åben dog jeres øjne og se, hvad Gud gør igennem os. Når vi beder for de syge, bliver de helbredt! Når vi beder om mirakler fra Gud, rækker han dem til os igennem døren.”

Det var bestemt ikke noget, som gjorde de kloge mennesker glade. De sagde til hinanden: ”Hvis ikke de vil lytte til fornuften, så er vi tvunget til at bruge hårdere midler!” Og det gjorde de så. De kastede mange af Sønnens tilhængere i fængsel, og de valgte også at slå nogen af dem ihjel. Men de var alligevel ikke i stand til at gøre noget, som kunne hindre, at flere og flere mennesker valgte at slutte sig til Sønnens venner. Selv når de slog én af dem ihjel, så medførte den troendes død blot, at endnu flere kom til tro.

Sønnens venner var nemlig ikke bange for at dø, og der skete altid et fantastisk under, hver gang en af dem blev slået ihjel. For i deres dødsøjeblik blev mørkets og dødens magt tvunget i knæ af et strålende himmelsk lys.

Gave nr. 3

Hvis nogen i et sådant helligt øjeblik havde haft øjne, som kunne se det usynlige, så ville de have set det mest utrolige syn. De ville have set en dør af strålende lys, som var placeret lige foran den døendes krop. Døren stod kun lidt på klem, så længe den troende fortsat var i live. Men i det selv samme øjeblik, at den troende mistede sit greb om livet, blev døren sprængt fuldstændig åben af to kæmpestore, naglemærkede hænder, som kom til syne igennem døren. De greb straks den troendes sjæl og bar den som en uvurderlig skat tilbage igennem døren. Tilbage til et evigt liv med Gud.

Inde bag den åbne dør står den evige Gud og venter. Han har et kæmpestort smil på sine læber, og der er store glædestårer i hans øjne. Han siger: ”Dette er min tredje gave til dig, mit barn. Det er en ny begyndelse, som vil vare for evigt. Den vil være fyldt til bristepunktet med alle de gaver og alle de velsignelser, som jeg overhovedet kan give til dig!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.