Som børnebogs-forfatter

vandring med børnebøger top billedeIndtil jeg fik børn som 30-årig mand, havde jeg hverken et ønske eller en drøm om at blive børneforfatter. Jeg var godt nok meget glad for børn og arbejdede også halvandet år i en vuggestue, da jeg havde overstået min værnepligt, men alle mine drømme og visioner i livet var rettet mod voksne.

Alt dette ændredes, da vores børn kom til verden, en efter en. Vi læste et utal af børnebøger for dem – og derved blev vejen til en helt ny verden af børnebøger åbnet for mig.  Jeg opdagede en lang række fantastiske børnebøger, som fik mig til at tænke: “Nej, hvor ville jeg ønske, at jeg havde fået den idé.” Eller: “Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skrive så godt.” Men jeg mødte også en masse middelmådige og indholdsløse børnebøger, hvor jeg tænkte: “Det kunne jeg sagtens gøre bedre.”

I denne periode af børnenes liv havde vi en næsten fast tradition, hvor jeg skulle synge “finde på”-sange for vores to ældste børn. Derved blev der skabt nye spændende historier, dag efter dag. Der var selvfølgelig en masse dage, hvor historien manglede både kvalitet og originalitet, men så var der også dage, hvor jeg efterfølgende tænkte: WOW! Den idé kunne sagtens gøres til en fantastisk børnebog.

På et tidspunkt fik jeg så en rigtig god idé til en bog, som jeg valgte at forfølge. Det var historien om Max og Mikro. Den var ikke væsentligt bedre end en masse andre ideer til børnebøger, som jeg havde fået, men den rummede nogle spændende tanker om Gud og bøn, og derfor prioriterede jeg for første gang at investere den nødvendige tid på at skrive den. Samlet set kom jeg til at bruge langt over 300 timer på at skrive den, hvilket var langt mere, end jeg egentlig havde lyst til at bruge på den. Men jeg gennemførte alligevel … selv om jeg var tæt på at opgive flere gange. For hver eneste sætning måtte skrives om og om og om igen. Det var hele tiden tre skidt frem og to tilbage … og nogen gange tre skridt frem og fem tilbage.

Da selve historien var færdigskrevet, fik jeg en tidligere missionær fra vores daværende menighed til at lave tegningerne. Det var også hans første projekt af denne slags, så det tog en del tid, før han havde lavet alle tegningerne. Men resultatet blev ganske godt (synes jeg fortsat).

På dette tidspunkt var min første bog for voksne, “Gud sprænger alle rammer”, netop blevet udgivet på Ungdom med Opgaves eget forlag (det var den missionsorganisation, som vi var tilknyttet). Der havde ikke været andre til at lave layout, forside mv., så jeg havde selv gjort alt arbejdet og havde derved lært at bruge de rigtige programmer. Denne bogs layout mv. var ikke et mesterværk, men dog en ganske god begyndelse. Hele processen med den bog havde gjort det klart for mig, at jeg dybest set ikke kunne lide at overdrage mine historier og ideer til andre. De var noget meget personligt for mig, og jeg ville meget gerne have frihed til at bruge mine bøger, som jeg ville. Desuden havde jeg en meget naiv tro på, at mine børnebøger uden tvivl ville sælge ufatteligt godt, og derfor ville jeg hellere beholde de fleste af indtægterne selv, i stedet for at nøjes med en smule igennem et andet forlag.

Jeg fik et tøvende grønt lys fra min kone til at starte vores eget børnebogsforlag, og dermed begyndte vores børnebogseventyr. Vi kaldte forlaget “Spilopmageriet” – et navn, som jeg allerede havde valgt for flere år siden. Min store drøm var at udgive en masse fantastiske bøger, som virkelig ville berige og inspirere et utal af børn i Danmark. Bøger, som var vævet sammen af sunde værdier og gode, opbyggelige ideer. Men altid på en lidt “spilopmager”-agtig måde.
Vi lånte penge fra en ven til at købe de vigtigste (og ret dyre) programmer og til at trykke bogen “Max og Mikro”. Vi fik en del positive tilbagemeldinger fra både børn og voksne, som havde læst bogen, men den kom aldrig til at sælge godt. Selv syntes jeg, at teksten var for lang og for tung – på trods af de mange, mange timer, jeg havde brugt på at skrive den.

Jeg indledte derfor et samarbejde med min søster, Else Bech, som er uddannet psykolog, og som skriver fantastisk godt. Jeg tænkte, at jeg så kunne nøjes med at få ideerne og være med til at forme dem, mens en anden skrev selve historien. Igennem dette samarbejde fik vi skabt to bøger i løbet af et års tid. Først “Det store suttetræ” og senere “Morten den modige struds”.

Min søster fik efterhånden mere og mere travlt med andre ting, og det blev derfor tydeligt, at jeg enten skulle finde en anden samarbejdspartner – eller skrive historierne selv. Jeg valgte det sidste – og har siden da skrevet både “Den allerstørste juleglæde” og “Louises mange tegninger”. Mine færdigheder som børnebogsforfatter vokser år for år – men jeg føler mig fortsat langt under dem, der virkelig mestrer at skrive. Men … måske om nogle år …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.